Bodil Rosenbergs billeder er åbne fortællinger. Abstrakte og ekspressive. Tæt sansede erindringsbilleder og spor af en verden, som kan tænkes og derfor findes.
Lette, slørede flader i sarte nuancer, der spiller op mod støvede felter og hulrum i natviolet. Grårids over rapsgule lag åbnet af spartlen, så historier anes længere inde. Figurer træder frem for et øjeblik senere, at blive til "vinduer" i et tæppe af regn. Udsyn spærres. Andre åbnes.
Under stadig forvandling, som særlige naturfænomener, afdækker de langsomt deres flydende fortællinger foran øjet. Bøjer tanken mod uendeligt og tilbage igen.

Og pludselig er det hele væk.
Tilbage er et mangefarvet kvadrat på lærred. Og følelsen af fylde, tyngde og nærvær. Det er det sprog, billederne bruger. Ikke kun som udvendig stil, men som en holdning til livet og stoffet. Et eksistentielt krav til værket. Det konkrete enestende værk, der her vejer tungere end selv den mest fikse idé fra malerens side. Man bemærker ingen ligegyldige tegn, men stadige maleriske valg, hvor noget vejer tungere end andet, selv om alt spiller med, som nødvendige elementer i hvert enkelt billede.
Her findes virkelig fortællingen, betydningen, sproget og samtalens mulighed hvis man giver sig tid. Men uden for valget findes noget mere. Noget stumt og umåleligt, skabt i udvekslingen mellem maler og billede. Værkerne er altid mere end tid, rum og tale kittet sammen og opløst igen. Redelige og uden kynisme og ironi står de ved nærværet, men røber ingen præcis årsag til deres eksistens ud over malerens vilje.
De bliver derfor til eksempler på viljen til koncentreret nærvær. Svar på et savn, eller en sorg over den daglige forflygtigelse, der ofte fremkalder ironien.

Her i billederne er nær-vær en selvfølge og virkeligheden ikke tabt. Den er snarere set og accepteret som noget, der ikke kan fikseres og som er umulig at sætte på tydelige formler. Rig og en rejse værd, men både større og mere uoverskuelig end vi vidste. En virkelighed med skønhed i fortættet form, men også med blinde pletter. Ikke en luksusverden, der forfører ved at skjule brud og umage sammenføjninger, men et sted hvor snavset er regnet med, som et menneskeligt vilkår. Et sted uden krav om klare kategorier og uden entydige påstande. Hverken om støvet eller stjernerne.